Boganmeldelse af Lænkens bog

Tårnby Bladet har skrevet en boganmeldelse af bogen “LÆNKEN – En frivillig indsats i 70 år” Læs anmeldelsen af Ellen Margrethe Kokbøl fra Tårnby Bladet herunder:


En usædvanlig god skildring af alkoholens historie helt tilbage fra stenalderen og frem til i dag af lokalhistorikeren Allan Mylius Thomsen

Nordboere har altid været glade for en lille én, for mange en nydelse til glæde, men for andre vejen til selvdestruktion.

Allerede på Christian IV’s tid blev en ædruelighedsforordning indført, så alle offentlige handlinger og møder skulle foregå inden middag – for så var man sikker på, at deltagerne var ædru!
I slutningen af 1800-tallet var øl/brændevin utrolig billig, så der blev i den grad drukket igennem, især på arbejdspladserne. Vandet var dengang forurenet, og det var ikke ualmindeligt, at man om morgenen drak varm mælk med brændevin i.
Da lægerne omsider får øjnene op for problemet ved det umådeholdne drikkeri, kommer der gang i folkesundhed og forebyggende arbejde. Alkoholmisbrug er et svært og ømtåleligt problem at tale om, ikke mindst på grund af skyldfølelse og selvbebrejdelse.

Landets første afholdsforening så dagens lys i 1843, og antabus-behandlingen kom sidst i 1940’erne. Selvom størstedelen af den danske befolkning drikker alkohol, er der Ifølge Sundhedsstyrelsen i dag 860.000, der drikker over genstandsgrænsen. Lidt færre, 585.000, har et skadeligt forbrug. Men der er hjælp at hente.
LÆNKEN, som er en vigtig organisation for mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende, dækker i dag det meste af Danmark, og de har efterhånden oparbejdet en imponerende ekspertise i at hjælpe deres medmennesker. Her kan man komme i forbindelse med andre, der er eller har været i samme situation og som gerne øser af deres erfaring på alle tider af døgnet. Pårørende kan ligeledes blive tilbudt kurser, hvor der er fokus på, hvordan det er at være tæt på en alkohol-misbruger. Disse frivillige lægger et kæmpestort og meningsfuldt arbejde i LÆNKEN, hvilket i allerhøjeste grad må siges at være beundringsværdigt.

I anledning af den frivillige indsats gennem 70 år er denne rigt illustrerede bog blevet udgivet, en sober og tankevækkende bog med mange interessante og underholdende afsnit. ALKOHOL – nydelse eller forbandelse – valget er dit!

Andre nyheder