Efterårstræf 2019 i Jylland

 
Landsforeningen har afholdt efterårstræf i uge 42 fra den 14-18. oktober 2019.
Der deltog 66 børn og voksne fra hele landet.

 
Temaet for ugen var bla. fremstilling af drager på et kreativt værksted, og hvor man også kunne lave armbånd, knytte, lave perler, nøgleringe og male på sten. De var yderligere mulighed for at spille indendørsspil. Og for dem, som havde lyst til at være udendørs, var der bl.a. fodbold, rundbold og petanque.

Som noget helt nyt var der et yogahold tirsdag og torsdag morgen med en yogainstruktør udefra. Det blev en stor succes, som kommer på programmet igen til sommer. Som en fast ting på programmet kan nævnes morgensvømning og aftensvømning for både børn og voksne samt bål, snobrød og fællessang.

Efter alle havde brugt et par dage på at fremstille drager skulle de afprøves. Turen gik til Vesterhavet, (Hvide Sande) – desværre var vindforholdene ikke de bedste, men de kom dog ud og flyve.

Vi fik besøg af TV Midt Vest, som lavede et indslag til deres lokale nyheder om, hvad børn kunne lave i deres efterårsferie. Der blev lavet et interview med en af deltagerne.

Torsdag aften var der festaften med god mad og disco fest for børn og unge i Hedeslaget.

Fredag var den store afrejsedag. Der skulle tages afsked med alle de nye venner, man havde fået i løbet af ugen. En rigtig dejlig ferie med tid til samvær med børnene omkring kreative ting, turen til Hvide Sande og alle de gode samtaler med Lænke-kammeraterne.

 


Kreativiteten var stor – her er lavet en ægte lænkedrage!
 


Frisk vejr og efterårsluft ved Hvide Sande, hvor dragerne blev testet.

Lænkens miniferier
Vores aktivitetsudvalg arrangerer to familie-miniferier om året i uge 27 og i uge 42.
Det er dage  fyldt med oplevelser for børn og voksne, og det foregår i et absolut alkoholfrit miljø, så børn/unge kan føle sig helt trygge og få dejlige oplevelser med mor/far. 
Lænkens familietræf tilbydes deltagerne til små penge, og kan kun gennemføres takket være tilskud fra fonde og offentlige puljer som f.eks. Arbejdsmarkedets Feriefond.

 
26/11 2019 Lænken Web