Lænkens lokalforeninger – hjælp og socialt foreningsliv

[ Diverse links om alkoholhjælp finder du efter teksten ]

Du er hjertelig velkommen i Lænken. Der er altid plads til mennesker, som har taget modet til sig og valgt at gøre noget ved et alkoholproblem. Det er både, hvis du selv drikker for meget, eller du kender én der gør. Foreningerne har åbent en til to gange om ugen plus aktiviteter. Du kan finde din nærmeste forening i Lokalforenings oversigten.

Vi støtter hinanden

I Lænken mødes mennesker, som støtter hinanden til et godt liv uden alkohol. Vi har egen erfaring med alkoholproblemer. Vi støtter hinanden gennem tillid og respekt. Vi er uafhængige af både kommune og alkoholbehandlere, men vi hjælper dig gerne med at få kontakt til professionelle behandlere, hvis du ønsker det.

Social forening

Det er medlemmerne i foreningen, der afgør, hvad der sker i lokalforeningen. Hvis du vil være med til at støtte andre til et godt liv uden alkohol, er du velkommen til at kigge forbi i en af lokalforeningerne. Er du ikke ramt af et alkoholproblem, men synes du bare godt om vores formål/ide og gerne vil have et socialt foreningsliv i et alkoholfrit miljø, så er du også velkommen. Vi har ikke medlemspligt, men der er naturligvis fordele og rabatter ved at være medlem.

LUA – en forening for voksne børn

Hvis du er vokset op i en familie med alkoholproblemer, er lokalforeningen Lænkens Unge Ambassadører (LUA) i København måske noget for dig. Foreningen tilbyder gruppeforløb og kurser til medlemmerne, samt foredrag til skoler, virksomheder m.fl.

Er børn velkomne i Lænken?

Ja – netop fordi vores arrangementer foregår i et alkoholfrit miljø, kan børn og børnebørn føle sig helt trygge. Ofte vil der være særlig rabat, og børn kan som hovedregel deltage i alle lokale arrangementer uden medlemskab. Yderligere arrangerer Landsforeningen hvert år en familieferie i uge27 i Jylland, heldagsudflugter. Selv vores stiftelsesfest kan børn deltage i – vi er jo alle ædru.
OBS: Syv foreninger på Sjælland deler adresse med alkoholambulatorier. Her anbefales det, at børn kun deltager i aktiviteterne udenfor almindelig åbningstid.

Alle foreninger afholder fællesspisning med
jævne mellemrum. For nye medlemmer
er det en god lejlighed til at ‘snuse’ til foreningslivet.
Herudover tilbydes udflugter og arrangementer. 
Landsforeningen tilbyder familieferie, kurser mm.
Alt sammen i et fællesskab uden alkohol.

Snakker I så alkoholproblemer hele tiden, når I mødes?
Nej det gør vi bestemt ikke 🙂 Vi snakker om alt muligt andet, som er oppe i tiden. Det samme som du kender fra familie, venner, kollegaer osv.
Men det kan da ske, at vi betror os lidt om egne problemer eller lytter til en anden, når tilliden er opstået. Vi respekterer, at alle har forskellig holdning til det at have et alkoholproblem, så i Lænken udviser vi sund fornuft og diskretion udenfor foreningen, om hvad vi måtte høre. Det samme gælder bestyrelsesmedlemmer og vores kontaktpersoner, som har tavshedspligt.
Er vi på tur “ude”, så taler vi ikke om, at vi er fra Lænken og hvem vi er. Men at vi er en social forening, som arrangerer oplevelser og ture for hinanden (som vi jo gør). Så lader vi tjeneren på restauranten undre sig lidt, når vi alle sammen bestiller sodavand eller alkoholfrie øl til maden 🙂

Se video om Lænkens arbejde og tilbud
fra en af vores lokalforeninger.

Tidligere formand Leif fra Ishøj
fortæller til TV-Ishøj, 15 min.

Se video om Lænkens arbejde og tilbud
fra en af vores lokalforeninger.

Tidligere formand Leif fra Ishøj
fortæller til TV-Ishøj, 15 min.

”Det forventes jo, at jeg kommer og er ædru”
… sagt af en bruger

Se vores folder:

  Du som vil holde op med at drikke og du, som er pårørende
Læs om Lænkens sociale tilbud som supplement til alkoholbehandling.

Find nærmeste Lænkeforening:

Medlemmerne siger at Lænken er … 

• et hyggeligt mødested • fællesskab uden alkohol • fællesskab og rådgivning om alkohol
• et sted med plads til alle • de tre L’er: Lænken, Lykke og Livet • mennesker i en god klub
• godt kammeratskab • nye venner og nye vaner • tryghed, fællesskab og sammenhold
• hjælp til selvhjælp • at komme hinanden ved • forløsende stemning
• støtte i en svær tid • et sted der hjælper alkoholramte • en ny og anderledes dagligstue
• livet uden alkohol • altid åben > Punkter fra Ide & Aktiv konferencen 2015 <

 

Hvem er vi?

Lænken er en brugerstyret organisation, som repræsenterer mennesker med alkoholproblemer, deres pårørende og børn. Vi støtter sociale fællesskaber som led i forebyggelse af alkoholproblemer.
Landsforeningen Lænken er uafhængig af partipolitiske, religiøse eller erhvervsmæssige interesser. Alle aktiviteter foregår i et alkoholfrit miljø. Der kræves ikke afholdsløfte.