Efter mere end 20 år som alkoholiker lagde 64-årige Erik Hansen sit liv om. To år på landevejen uden råd til at drikke gjorde udslaget. Nu sidder han igen for bordenden i sit eget liv – og i en forening, der giver hans liv indhold.

 

Formand for Aabenraa Lænken Erik G. Hansen.
Foto Jacob Schultz
 

Aabenraa: Han er selv det bedste bevis på, at man kan skifte kurs, selvom man for længst har mistet grebet om sit alkoholforbrug. Han er et symbol på, at der altid er håb. Måske var det også derfor, brugere af Lænken – for mennesker med alkoholproblemer – indstillede foreningen, som Erik Grønnehave Hansen er formand for, til titlen som årets forening.
Indtil for ti år siden havde Erik i årevis mishandlet sit helbred med et voldsomt alkoholindtag.
Opvæksten på Fyn i en familie, der var præget af psykisk sygdom, alkoholproblemer og ustabilitet, var et dårligt udgangspunkt. Da han var syv år, blev hans storebror indlagt på en psykiatrisk afdeling.
 – Da jeg var 13 år, flyttede vi til København, og det var også en omvæltning for mig. En lille bondedreng, der kom til København. Mine forældre drak stadigvæk, forklarer Erik Hansen.
– De blev aldrig “registreret” som alkoholikere, men i dag kan jeg godt se, det var det, det var, siger han.

Den udløsende faktor
Efter soldatertiden flyttede Erik Hansen tilbage til Fyn, hvor han fik sig et godt job. En hverdag, hvor alkoholforbruget var gennemsnitligt, og han nød en øl med kollegerne i ny og næ.
– På et tidspunkt fik jeg problemer på jobbet. Jeg søgte trøst og dulmede frustrationen med alkohol. Man kalder det vel så flot selvmedicinering. Dengang begyndte mit overforbrug at tage til, fortæller Erik Hansen, som på det tidspunkt var i begyndelsen af 30’erne.
Det lykkedes ham at passe sit job, og det var forhold på arbejdspladsen, der gjorde, at han mistede sit job i 1993. Han drak massivt.
– Det kunne godt blive til 15 bajere om dagen. Uden for arbejdstid, siger Erik Hansen.

Man snyder sig selv og siger, at det går fint,
fordi man har sit arbejde og sin lejlighed.

Erik Hansen

På et tidspunkt spillede psyken ham et puds, og han gik på landevejen i et halvt år. Droppede konceptet med at have fast tag over hovedet. Det lykkedes imidlertid at få greb i livet igen. Med kommunal hjælp fik han sig en lejlighed, og han fik også arbejde.
– Jeg drak stadig, og det gik godt et stykke tid. Jeg arbejdede i Langeskov (på Fyn, red.) i otte år, og da var jeg nået op på et kvantum af en flaske vodka plus nogle bajere om dagen, forklarer Erik Hansen.

Selvbedraget
– Den alkoholtærskel, hvor man falder død om, hæver man ganske langsomt. Derfor kunne jeg godt tåle det kvantum og stadig gå på arbejde, tilføjer han.
Og at det lige var vodka, Erik Hansen drak, havde en meget simpel årsag. Vodka dufter nemlig ikke så meget ud af munden, fortæller han.
Erik Hansen forsøgte at skjule sit misbrug over for omgivelserne, men gjorde ikke noget for at blive det kvit.
– Nej. Man snyder sig selv og siger, at det går fint, fordi man har sit arbejde og sin lejlighed, og så er der ikke et problem, siger han.
I 2008 kom et vendepunkt. Erik Hansen blev ramt af en voldsom depression, som med hans egne ord fik det til at slå klik for ham. Igen valgte han at gå på landevejen. Denne gang i to år.
– Ad omveje kom jeg til Dalhoffsminde (et forsorgshjem, red.) i Hoptrup. Jeg havde simpelthen ikke haft råd til at drikke, da jeg gik på landevejen. På den måde tog jeg en kold tyrker. Jeg overlevede ved at samle flasker og skralde, siger Erik Hansen.

Det nye liv
Den nu tørlagte Erik Hansen fik en lejlighed i Tinglev, hvor han startede på bar bund. Alene. Flaskens flugt var et overstået kapitel. Kontakten til sin familie havde han skippet, og der var intet øvrigt netværk tilbage.
– Jeg havde måske stadig trangen til alkohol, men jeg holdt mig på måtten. Gennem Jobcentret fik jeg en praktikplads, hvor en af de andre var medlem af Lænken, forklarer Erik Hansen.
Lænken er en forening for mennesker, der har eller har haft alkoholproblemer inde på livet. Her kan man anonymt få rådgivning om behandlingsmuligheder og deltage i et socialt fællesskab.
– Det giver mig et netværk og socialt samvær. Det gør, at jeg ikke får den tilbagefaldstrang, man ellers ofte får, når man sidder hjemme alene, siger Erik Hansen.
Han har nu været ædru i ti år, fordi det er et spørgsmål om enten eller, når det kommer til alkohol.
– Jeg har erkendt, at hvis jeg tager den første øl, så går det galt. Jeg har prøvet at være ædru i tre måneder og så tro, at jeg godt kunne drikke en enkelt øl, fortæller han.

Skulderklappet
Oftest melder man sig hos Lænken, mens man stadig er afhængig.
– Jeg var afklaret, men jeg har brugt Lænken til ikke at falde ud over kanten og begynde at drikke igen, forklarer Erik Hansen.
Udsigten til afgrunden er forsvundet. I stedet har Erik Hansen fået et tag i tilværelsen, som hans møde med Lænken for fem år siden også forstærkede.
– Jeg har fået et meget bedre liv og er meget mere positiv over for livet. Jeg har ikke længere selvmordstanker eller det, der ligner. Det har været en kanon oplevelse for mig at komme igennem, smiler Erik Hansen, der ikke blot er blevet formand for sit eget liv:
– Jeg har også et ansvar for afdelingen, efter jeg blev valgt som formand, og det støtter også én. Det er et skulderklap. Viser, man er god nok.

 
Skrevet af Bo Nielsen bvn@jv.dk

Artiklen bringes med tilladelse af Jyske Vestkysten
 

  Aabenraa Lænken >   

 
18/12 2018 Lænken Web