(12/7 2023) 
 

Efter 17 år som direktør for Fonden Novavì ønsker Mikael Jakshøj at prøve nye opgaver for at få bedre balance mellem arbejde og fritid. Han skal fremover være leder for WeShelters Aktivitets- og Samværstilbud med start i september 2023.
 

 
Mikael Jakshøj
blev ansat i det daværende Fonden Lænke-Ambulatorierne i Danmark i 2006. Fonden skiftede i december 2016 navn til det nuværende Fonden Novavì. Ambulatoriedriften udspringer helt tilbage omkring 1960 i samarbejde med Landsforeningen Lænken – altså to organisationer i nært samarbejde med fælles mål. Og sådan er det fortsat.

 
Lidt historisk

D. 1/1 2007 blev en kommunalreform gennemført i Danmark, da 271 kommuner blev til 98 store kommuner, og 14 amter blev nedlagt og i stedet blev der skabt fem regioner. Amterne havde hidtil haft ansvaret for alkoholbehandlingen i Danmark. Den gang fik bla. Lænkeambulatorierne et fast årligt beløb til dækning af driftsudgifter og beregnet ud fra antal brugere i det forgangne år.
Fra 2007 og frem fik kommunerne opgaven med at tilbyde alkoholbehandling. Enten ved selv at oprette ambulatorier eller lave aftale med en anden udbyder. Tilbuddet skulle typisk være i kommunen eller i en nabokommune. Det betød at finansiering blev ændret fra fast årlig ydelse til fakturering for enkeltydelser.

Ny struktur internt i ambulatoriedriften
Så en af de første opgaver for Jakshøj var at tilpasse Lænkeambulatorierne til de nye tider. Det betød større ændringer i den interne struktur. Mange af de ansatte dengang havde fuldtidsarbejde som læger andet sted ligesom lægesekretærer og socialrådgivere, og arbejdet i Lænken var så et ekstra job med under 10 timer. Det var nødvendigt i ny struktur at ændre stillingerne til deltids-/fuldtidsansættelse. Det sagde mange af de ansatte dengang nej tak til.
I Lænkens foreninger skabte det i de år en del uro og protester blandt de frivillige og brugere af ambulatorierne, da et stort antal værdsat og kendt personale stoppede. Og hvordan ville det blive fremover… ?
Ændringerne er gennemført og Fondens økonomi er tilpasset de nye tider. Der er indgået samarbejdsaftaler med flere kommuner om at varetage alkoholbehandling.

Nye ydelser og bedre arbejdsforhold
Fonden har siden under Jakshøj ledelse udviklet sig meget med nye tilbud udover den traditionelle ambulatoriedrift. Stofrådgivningen i Kbh. og Pensionatet i Glostrup eksisterede allerede dengang og har fortsat pæn søgning. Af nye tiltag/tilbud i Jakshøj periode kan bla. nævnes UngRevers, Selvhjælpsgrupper, Misbrugsbehandling i fængsler, Telefonisk rådgivning dag/aften, Facebookside, Novavì Symposium mm.
Derudover bidrager de økonomisk til forskning i alkoholbehandling, samt der arbejdes løbende på kvalitetsforbedring af denne og at få politikerne i tale om forbedringer. Jakshøj er også kendt for at være en ivrig debattør og kronikforfatter. Yderligere er markedsføringsarbejdet øget med bla. radiospots, annoncer i lokalaviser og nu også TV-reklamer
Undervejs er Novavì’s administration flyttet til bedre lokaler på Peter Bangsvej, samt ambulatorierne har ligeledes skiftet adresse og fået bedre arbejdsforhold for de ansatte og deres brugere.

Samarbejdet med de frivillige
Novavì og Lænken har hver især fortsat en repræsentant i hinandens bestyrelser, sådan som det har været siden 1960. Derudover holdes 4 møder om året i det særlige Brobygningsudvalg mellem vores to organisationer, hvor bl.a. Jakshøj og Landsforeningens formand, Henrik, mødes.
I årene 2018/2019 havde Landsforeningen Lænken økonomiske problemer, da et stort offentligt tilskud til drift blev beskåret. Her hjalp Novavì os meget med flytning af vores sekretariat til deres lokaler på Amager, samt delvis støtte i en periode til vores mangeårige administrationsansatte, Bettina, da det var svært med lønkroner. Novavì stiller også lokaler til rådighed for 7 Lænkeforeninger i Storkøbenhavn uden beregning.

Reception
Fonden Novavì’s bestyrelse afholdt en afskedsreception for Mikael Jakshøj sidst i august 2023, hvor Novavì’s samarbejdspartnere og Jakshøjs netværk var inviteret.

Lænken Web

Læs mere om Novavì >

WeShelters hjemmeside skriver d. 22/6 2023 >

Hvordan startede det helt særlige samarbejde mellem ambulatorierne og foreningerne – de professionelle og de frivillige?
Se vores Historiske skrifter > Læs “Krøniken om Lænken”