(13/6 2019) 

Sidste lørdag i maj på Scandic i Hvidovre samledes repræsentanter / gæster fra Lænkens lokalforeninger og landsforeningens bestyrelse, samt fra Fonden Novavì deltog direktør Mikael Jakshøj og bestyrelsesformand Kenneth Flex.

 
Landsformand Henrik Nielsen startede dagen med at byde velkommen og som første punkt blev Lænkens advokat, Andreas Kærsgaard Mylin, valgt som dirigent, hvorefter han overtog Repræsentantskabets ledelse.
 

Henrik aflagde beretning på bestyrelsens vegne, og kunne til start konstatere at en brat økonomisk nedtur sidste år var bremset, og vi dermed kan se fremgang takket være især støtte fra vores samarbejdspartner Novavì og driftstilskud fra Socialstyrelsen. Nævnt blev også de mange aktiviteter, som trods økonomien er lykkes at bevare / fortsætte.
 
Yderligere fik vi orientering om økonomiske lyspunkter; at det er lykkes at få større tilskud, samt udsigten til en større arv som en privat person har testamenteret os. Bestyrelsen vil nu se fremad og sikre at Lænken fortsat kan opfylde sit formål og styrkes. På deres arbejdsweekend i juni starter arbejdet og fortsættes efterfølgende på landsmødet ”Idé og Aktiv” weekenden d. 21-22. september.
 
Kenneth fra Novavì aflagde beretning om deres arbejde i året, der er gået. Kort kan nævnes: At der arbejdes på, at yde mere support til de mest akutte henvendelser for borgere med abstinenser. At Henrik indtræder i Novavì’s bestyrelse i stedet for Kurt pr. 1/6. At man også som forsøg arbejder med videosamtaler, som kan have fordele i flere situationer. Samt mindede om Novavì’s Symposium 2019 d. 11/9, hvor også Lænkens medlemmer er meget velkomne til at tilmelde sig.
 
Regnskabet blev gennemgået og godkendt, og bestyrelsen fik godkendt decharge*. Budgetforslag blev ligeledes godkendt af repræsentantskabet. Forsamlingen godkendte et forslag om lavere kontingent pr. medlem pr. måned på baggrund af den noget forbedrede økonomi. Vedtagelsen vil sikkert lette lokalforeningernes økonomi, som også har kunnet mærke sidste års besparelser. Også en ’tilbagerettelse’ i vedtægterne blev vedtaget, så at vi igen vælger en statsautoriseret revisor, som loven påbyder.
 
Valgene: Peter S. fra Lyngby blev valgt som nyt medlem af landsforeningens bestyrelse og to andre genvalgt. Og endelig (gen)valgtes vores statsautoriserede revisor og vores interne revisor Hans Henrik.
 
Vi sluttede et godt repræsentantskab med snak i haven inden en middag i hotellets restaurant. 
 

  
Bestyrelsen nyder solen efter repræsentantskabet.

 
* Decharge betyder, at en ledelse (ofte bestyrelse og direktion) fritages for ansvar for forhold, som der er oplyst om i et regnskab. Spørgsmålet om decharge behandles ofte på generalforsamlinger sammen med godkendelse af regnskabet.
Der er i princippet tale om to forskellige beslutninger: 1) Godkendelse af regnskabet, altså af at regnskabet afspejler de faktiske forhold. 2) Meddelelse af ansvarsfrihed for det i regnskabet oplyste.
Kilde Wikipedia
  

  Bestyrelsen nyder solen efter repræsentantskabet.

13/6 2019 Lænken Web