(2023-08-17) 

Fortælling om vores sommer-familietræf i uge 27 – 2023: Så har vi været på ferie igen på Laugesens Have ved Videbæk. Bussen kunne ikke holde ved Frihedens Station, så den holdt i stedet ved Hvidovre Lænken. Alle kom til tiden. Afsted med os, og i bussen er der altid god stemning.

 
Vi gjorde som vi plejer og holdt ind ved rasteplads Kildebjerg vest for Odense for en god pause. Og så videre mod Videbæk. Vi var der omkring kl. 15, og der var glædeligt gensyn med jyderne som altid.

Denne gang var temaet ”LEGO”. Aksel havde hentet 150 kg Legoklodser, der lå inde på gulvet i et af krea-rummene. Møde kl. 16 og så var vi i gang. Kaffe og gode snakke er der lige fra starten, som om vi lige har været sammen. Der blev taget godt imod de nye voksne og børn, som er med for første gang.

Vejret var desværre ikke det bedste – meget regn – men det påvirker ikke vores humør. Børn og voksne hygger med spil, Lego, puslespil osv. Onsdag skulle vi have været i Legoland, men det kunne heldigvis ændres til torsdag, hvor vejrudsigten lovede bedre vejr. Så i stedet skulle der bygges en Lego-bro fra et bord til et andet. Mens de voksne var i gang med de store udregninger, byggede Bella og Laura en bro på 5 min., hvor en bil kunne køre over. Der tog de fusen på os alle!
Louise, Niels(?) og Tobias byggede det flotteste hus med hjælp fra en masse andre bygge-/klodssamlere. For dem som ikke legede med Lego, underviste Alexia os i yoga.

Torsdag gik turen så til Legoland, og på trods af et par små byger, fik vi det fineste vejr. Og der blev både prøvet, kigget, spist is, mad og medbragte madpakker. Det var en dejlig dag var alle enige om, og det er helt fantastisk, hvad man kan bygge i Lego.

Så var det hjemad til den sidste aften på Laugesens Have. Vi det det fine tøj på med neglelak, glattet eller flettet hår. Vi fik en dejlig middag, og de helt unge piger/børn optrådte i kælderen bagefter – så dygtige. Mere hygge og så var det sengetid for næsten alle – på nær alle teenagerne og Tobias som holdt ud til den lyse morgen.

Fredag morgen fik børnene deres flotte diplom. Vi sluttede af med Lænkesangen, som bliver så smukt sunget af alle. Det er altid lidt vemodigt, men vi ses jo igen inden længe. Som vanligt er der helt stille i bussen hjemad, da næsten alle sover. Mætte efter en skøn uge med mange fællesoplevelser. Og så var endda den samme buschauffør som også kørte os ud, så han var glad og vi var glade.

En stor tak til det søde personale på Laugesens Have!

Det hele handler om tryghed, og det er der masser af for alle.

Skrevet af Hanne, Hvidovre Lænken

 Se foto under faktaboksen…

Om Lænkens Sommertræf
Uge27 – 2023:

 
• Tak til Arbejdsmarkedets Ferie Fond, som gjorde det muligt at alle havde råd til opholdet.

• Opholdet er absolut alkoholfrit, så børn og unge kan føle sig helt trygge.
• Undervejs er der tilbud med antabus, til dem som får det jævnligt i f.eks. i en forening eller i et ambulatorium.
• Og så skal vi hilse og sige, at Laugesens Have og omgivelser er pragtfulde. At personalet er superflinke og forkæler os under opholdet – ikke mindst med god mad. Tak!