2/11 2022: 

Så kom der post fra LF med nyt kursus for gamle kontaktmedarbejdere, som skulle afholdes d. 24-25. september. Det lød bare så spændende og nyt med 2 foredragsholdere udefra.
Der kom hurtigt tilmelding fra Herning, Sønderborg, Guderup, Lyngby, Hvidovre, Hillerød og Amager – 20 mennesker – og afsted med os til Comwell i Roskilde. Der var også 3 kursusledere med.

 

Lørdag morgen mødte vi ind til kursus, og her blev vi budt velkommen af Dorthe og Ia – to friske damer – og så gik dagen i gang. Efter velkomsten troede vi bare, at vi skulle sidde og høre dem undervise, men nej. Vi skulle også lave noget og være en del af det hele.

Vi startede med at tjekke ind på 4 forskellige måder og hilse på de andre, men vi er jo Lænkefolk, så der var mange kram. Så blev der lavet 4 plancher – rød, gul, blå og grøn, som viste forskellige personligheder. En personlighed kunne man så være privat og en anden måske arbejdsmæssigt eller i foreningen. Der var også et dialogskilt med en masse udsagn, som var de 4 farver. Man skulle finde sig selv som f.eks. igangsætter, og senere skulle man gå rundt og give de andre de udsagn, som man mente passede til dem. Men kun, hvis de ville modtage dem – ellers var det videre til næste.

Der var også indlagt en lille gåtur undervejs i kurset. Man skulle gå to og to, og man måtte ikke sige noget til hinanden. Det var meget svært, og jeg og min makker klarede ikke udfordringen.

Vi blev efterfølgende delt i grupper på fem, hvor vi fik nogle cases, som vi skulle løse sammen. Det kom der nogle gode løsninger ud af, samt også godt samarbejde. Sidst på dagen skulle vi finde et billede, der sagde noget om dagen, og der skulle man også bruge hovedet.

Om aftenen var der hygge med kaffe og chokolade, men alle var trætte og fyldt op på den gode måde. Det var tidligt i seng, så man kunne være frisk til evalueringen søndag.

Alle mødte ind med godt humør – der kom mange gode ideer, som blev taget med af Dorthe og Ia, som vil stykke noget sammen til et nyt spændende kursus i 2023.

Tak for denne gang – vi ses i foreningen.
Hilsen Hanne

Se invitation til kurset (PDF) >